4G overalt i Sorø Kommune NU!
Sorø Kommune skal aktivt medvirke til at alle borgere og alle der ønsker at starte virksomhed, uanset om det er i Lorup i syd eller Lårup i nord, har ubesværet adgang til minimum 4G trådløst Internet.
Der er mange steder hvor dækningen er fin. Så fokus skal rettes mod de ”døde” områder. Punkterne skal identificeres og mastbehov med 5 km radius beregnes. Det er forventeligt et behov i området af 10 master. Disse master tilbydes diverse udbydere af trådløst Internet så som Teracom, 3, Telia/Telenor og TDC. Der indgås åremålskontrakter med udbyderne, så finansieringen af masterne helst går i nul.
Herefter er det bare at komme i gang. Tag slagsmålet med de nærmeste beboere til masterne, for vi vil alle gerne have Internet, men ingen vil have masterne i deres baghave. Men skyd gerne skylden på Alternativet, bare vi får 4G i hele Sorø Kommune.
4G overalt vil skabe grobund for flere SMV virksomheder, tiltrække nye bosættere til Sorø og federe for os der allerede er her. Hver mast koster ca. en million. Betales den helt eller delvist tilbage via brugsaftaler, vil det være en af de bedste investeringer Sorø Kommune kan foretage i udviklingen af Sorø.
Hvem stemmer du på?
Niels Aalbæk Jensen
Spidskandidat
Alternativet Sorø